ETATEN
– et eventyrspil om thyboen Niels Andersen, entreprenør, folketingsmand og etatsråd

I 2023 skal Fyrspillene prøve noget nyt, og det glæder vi os til.
Vi skal se en kendt persons liv med en 8-årigs øjne. Det er den udfordring, som stykkets forfatter, Mads Kamp, har givet os med sit eventyrspil om Etatsråd Niels Andersen.
Der står en mindesten for Niels Andersen i Ydby Skov. Det er her, Fyrspillene fortæller hans historie.
Ved stenen træffer drengen Emil på otte den gamle mand Gorm. Gorm er overrasket over, at Emil aldrig har hørt om Ydbys stolte søn, Niels Andersen.  Gorm fortæller ivrigt om den store mand og starter med at sige, at Niels Andersen var en dreng på otte år ligesom Emil.
Emil forestiller sig, at Niels Andersen er på hans egen alder, og stykket viser hele fortællingen om Niels Andersen set med barneøjne.
Niels Andersen blev født i 1835 i Ydby. Hans lære- og læselyst var stor, og han lærte sig bl.a. selv tysk. Hans far påtog sig små entrepriser med at køre grus og sten til amtets veje, og Niels kom tidligt ind i virksomheden. Efter aftjent værnepligt overtog han på egen hånd mindre vejarbejder i sin hjemstavn og fik et ry, der gjorde, at han i både ind- og udland fik større opgaver som fx jernbane- og havneanlæg.
Han blev i 1886 valgt til Folketinget, genvalgt  i 1887 og sad i Folketinget til 1909. Særligt forsvarssagen og jernbane- og arbejderspørgsmål havde hans interesse. Desuden var han amtsrådsmedlem i Københavns Amt. Han var Entreprenørforeningens (i dag Dansk Byggeri) første formand og hovedkraften bag dannelsen af Dansk Arbejdsgiverforening, hvor han var den første formand.
Niels Andersen donerede Ydby Skov, og her glæder vi os til at tage jer med på en eventyrlig rejse i børnehøjde, når vi i uge 26 fortæller historien om hans liv.

Vi ses i Ydby!